Cykelkommunikation – Når elefanterne slås

I år vandt Alberto Contador Tour de France. Det skal være ham vel undt, for han kørte et godt løb og tog de chancer man kan forlange af en cykelrytter. Samtidigt sidder Michael Rasmussen i sit hus i Italien og er godt og grundigt ked af det. Skylden er ikke hans, men han er blevet et offer for kommunikation. Læs videre og følg argumenterne:

 

Alle hader doping

Det vigtigste for mig at se er at denne sag egl. ikke handler om Michael Rasmussen, men at hans person er vigtig i denne sammenhæng. Det sagen handler om, er nemlig kommunikation snarere end cykling. Det der skal kommunikeres er grundlæggende to ting, nemlig modstand mod doping og handlekraft. Samtidigt er organisationen bag Tour de France interesseret i at det er dén og ikke den internationale cykelunion der står som den stærke modstander mod doping.

 

Det er svært for tiden at kommunikere modstand mod doping, for alle er modstandere. Det er ganske enkelt in at tage afstand til doping og derfor kan man ikke score ekstra points på at vise sin modstand. Det er ganske enkelt obligatorisk at gøre det. Hvad man så kan gøre i stedet er at vise at man gør noget ved sagen. Det gør man ved at teste, ved at vedtage etiske regler, ved, som Team CSC, at ansætte en højt profileret antidopinglæge eller ved på anden måde at udleve sin afstandtagen. Det var det vi så sidste år da Basso, Ullrich m.fl. blev fyret fra deres hold, fordi spansk politi satte dem i forbindelse med en læge der, ifølge rygterne, arbejder med doping. Retssikkerhedsmæssigt helt hen i vejret, men sådan fungerer det i cykelsporten. I dette års Tour de France var det let at vise handlekraftighed, for der var et par hold der blev sendt hjem, fordi én af rytterne afleverede en positiv dopingtest. En enkelt rytter havde også testet positiv i et løb inden Tour de France, og så røg han hjem. Men den automatiske måde at vise handlekraft på, var ikke nok for Tour de France-arrangørerne, for det var jo bare at følge reglerne og det ville regnes som mere bemærkelsesværdigt, hvis man ikke havde fulgt sine egne regler og ladet rytterne blive i løbet.

Og hvad gør man så når man gerne vil vise at man da kæmper mod doping? Jo, man ofrer det største man har: Den gule trøje. Den rytter der fører verdens hårdeste cykelløb. Derfor er dette år helt perfekt. Sidste år røg favoritterne ud inden løbet. Vinderen viste sig, sandsynligvis, at være dopet, men det var efter løbet og sagen kører endnu og derfor er den kommunikative effekt til at overse. Men kommunikativ effekt kan vi få ved at smide den førende rytter ud. Og det er her Michael Rasmussen kommer ind.

Den var aldrig gået med Riis

Michael Rasmussen er et på mange måder mærkeligt menneske. Han er ikke vellidt i feltet og han er ikke vellidt på sit eget hold, hvor det ikke er sikkert at han skal være holdkaptajnen. Det lyder på repræsentanter for rabobankholdet som om at de kun siger at Rasmussen kan gå hen og blive kaptajn, fordi de vil være venlige mod de naive danske journalister, men at de slet ikke regner Rasmussen som en sandsynlig vinder. Rasmussen er heller ikke populær i det danske cykelmiljø, hvorfor DCU ikke kan regnes med som hans allierede. Det var anderledes med Riis der var meget populær i feltet og som det danske cykelmiljø fejrede som deres sande søn. Rasmussen kommer heller ikke fra et af de rigtigt store cykellande og derfor ville der ikke være det store pres på Tour De France, hvis han skulle komme i modvind.

Derfor er Rasmussen det perfekte offer, for hanstår meget alene og kan på den måde ikke lægge pres på Tour de France. Tour de France kan derimod lægge pres på hans hold og dermed smide Rasmussen ud. Hvis de vil.

Og det vil de.

Men ikke for enhver pris.

Det kræver at Rasmussen er i den gule trøje. Alligevel bliver han ikke smidt ud med det samme. Der er nemlig ikke rigtigt nogen der tror på ham som samlet vinder, så det er først onsdagen inden afslutningen på Tour de France, hvor Rasmussen ser ud som en sandsynlig vinder, at Tour de France for alvor presser Rabobank til at fyre ham. For nu opfylder han alle krav: Fyringen viser handlekraft og modstand mod doping. Det eneste der mangler er at organisationen bag Tour de France er ansvarlig for fyringen. Derfor indrømmer direktøren og andre talsmænd hurtigt at de har lagt pres på Rabobank. Med andre ord siger de: “Vi turde fyre den rytter der fører verdens største cykelløb på den blotte mistanke!”

Dette indlæg blev udgivet i Doping, Kommunikation, Sport. Bogmærk permalinket.

Et svar til Cykelkommunikation – Når elefanterne slås

  1. Pingback: Mere om Michael og Bjarne « Karsten Pedersens Blog

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s