Kavalergangskommunikation, et overset…

Kavalergangskommunikation, et overset fænomen

Da jeg var en halvstor dreng så jeg for første gang Ud at køre med de skøre. Dette højdepunkt indenfor filmverdenen gjorde et uudsletteligt indtryk på en dreng i den begyndende pubertet og har sikkert været med til at definere min seksualitet. Der er nemlig en scene i filmen hvor bilen med de to smukke kvinder har kørt for stærkt og stoppes af politiet. De lyner så ned til en navledyb udskæring, og viser den undrende politibetjent deres kavalergange. Det fører naturligvis til at bøden forsvinder og at kvinderne får lejlighed til at stikke af (hvis jeg husker ret, jeg var temmeligt optaget af kavalergangene og husker ikke så klart handlingen lige her).
Når jeg kommer til at tænke på det er det fordi min 11-årige søn måske lige har været ude for et lignende definerende punkt i sit liv. Vi har nemlig købt ny bil. Det er jo altid sjovt, fordi man føler sig så frygteligt rig for mestendels lånte penge. Det der var så interessant var at der blandt de ivrige bilsælgere var en kvinde. De mandlige sælgere viftede vi hurtigt af. Min kone og jeg havde aftalt at jeg førte ordet, sagde kardanaksel på de rette steder, og i det hele taget stod for alt det der med at tale med de pågående mænd. Den strategi var meget vellykket, uhøflighed falder mig let. Især når det handler om penge.
Men vi var ikke klar. Vi var slet ikke klar. For vi var ikke forberedt på at der var en kvinde til stede og derfor ramte det første stød meget præcist. Hun angreb min kone og begyndte at sige noget om de meget let regulerbare bagsæder. “Jeg er ikke sikker på jeg kan huske det”, løj hun og viste hvor let det gik for sig. “Var det sådan her?” Spurgte min kone, mens hun kravlede rundt på alle fire inde i bilen sammen med den ivrige sælger. Hun var allerede fanget ind. Jeg var ikke til megen hjælp. Havde holdt vagt et andet sted, mod en anden fjende og stod nu bare ude på sidelinjen. Det var ikke min samtale og jeg kunne ikke bryde ind uden at afsløre mig som en mandschauvinist der ikke tror at kvinder kan tale sammen om biler.
Jeg havde lovet min kone at der ikke blev noget med en prøvekøretur den dag. Vi havde været lidt længe undervejs og ville gerne hjem og spise. Og pludselig hørte jeg hende sige “jamen naturligvis vil vi gerne prøve en tur. Det er jo derfor vi er kommet”. Det forvirrede mig lidt, men jeg var selv interesseret i at prøve en tur, så jeg traskede med ud til den nye, smarte bil. “sæt jer endelig ind”, sagde sælgeren. Og vi satte os ind. Jeg satte mig på førersædet, for min kone havde taget passagersædet. De to drenge fandt plads bag i, og vi kørte en tur.
På turen gjorde min 11-årige søn opmærksom på at sælgeren havde en temmelig rundhåndet udskæring. “Og jeg ved godt hvorfor”, fortsatte han. “Det er så far skal synes at hun har nogle lækre bryster og købe bilen”. Jeg var overrasket over denne kynisme og dybe indsigt i den kommercielle verdens finurligheder hos en 11-årig og det højnede naturligvis min interesse for sælgeren at min søn havde være så opmærksom på hendes manglende beklædning på på den øvre del af kroppen. Jeg vil ikke påstå at den slags ikke interesserer mig, så derfor, og ud af professionel interesse, besluttede jeg mig for at kigge nærmere på dette fænomen når vi vendte tilbage til butikken med bilen.
Min søns observationer havde slet ikke været forkerte. Sælgeren lænede sig ind af det åbne bilvindue og spurgte om vi var tilfredse med prøveturen. “Kardanaksel”, svarede jeg.

Nu har vi en ny bil og et stort banklån

Dette indlæg blev udgivet i Kommunikation. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s