Altings kommunikaficering

De gør det alle

Anders Fogh Rasmussen er et symptom på kommunikaficeringen. Et andet er Tony Blair. Et tredje kunne være brandingfolket. Og der er mange andre symptomer. Kommunikaficering er når man tror at alt kan klares med kommunikation. Det kan alt ikke, men ofte kan man få det til at se sådan ud. Det der fik mig til at tænke på det og på Anders Fogh Rasmussen var én af disse løbende tekster under billedet da jeg lige skiftede forbi BBC World. Der stod at torturen i Irak nu formodes at være værre end under Saddam Hussein, for det fik mig til at huske Fogh Rasmussens svar på enhver kritik af invasionen i Irak, nemlig om kritikeren da ville have Hussein tilbage. Det er der naturligvis ingen der ville, og det tog Fogh Rasmussen så som indtægt for at invasionen var berettiget.
Nu kan man mene mange forskellige ting om invasionen i Irak, men det er ikke det denne tekst handler om. Den handler om den type af politikersvar som Anders Fogh Rasmussens er et eksempel på, nemlig at man, i stedet for at svare på ét spørgsmål, stiller et andet som antyder at kritikeren har et helt horribelt synspunkt og i dette tilfælde altså sympatier for Saddam Hussein. Det vil sige at i stedet for at diskutere kritikken af en politikers handlemåde eller beslutning, kommer vi til at diskutere kritikerens helt åbenbart tåbelige synspunkter. Kritikerens motiver er blevet betvivlet og han eller hun må fortumlet se hvordan en ellers relevant kritik bliver omdirrigeret til noget helt andet.

Og hvordan er det så kommunikaficering? Det er det fordi Fogh Rasmussen vil løse et problem med kommunikation, men løsningen er ikke løsningen på kommunikationsproblemet, det er en løsning på et helt andet problem, som måske kan være at han slet ikke vil svare, han ikke kan svare eller at svaret ikke er et han vil ud med. Hvis han bare svarede det der var hans vigtigste baggrund for at gå i krig, kunne det være at han mente at offentligheden ville synes at det var en forkert grund. Og afsporingen i debatten virker bedst, hvis den er så grotesk at spørgerne skal forsvare sig mod at holde med Hussein.

Nu er vi tilbage til det der egentlig fik mig i gang: Torturen. For det med at torturen nu skulle være værre end under Hussein, gør pludselig det umulige svar muligt. Det ændrer situationen, så Fogh Rasmussens afsporing, bliver et oplæg til smash (med flere års forsinkelse, ganske vist).

“Vil du da have Hussein tilbage?”
“Ja, så kunne vi da redde nogle mennesker fra tortur”

Vil man nu kommunikaficere med udgangspunkt i dette, kan man sige ting som at den danske statsminister er en værre torturbøddel end Saddam Hussein. Det er naturligvis ikke sandt, men det er en lige så unfair måde at manipulere med verden på som at antyde at en journalist der stiller politikerne kritiske spørgsmål, ønsker sig Saddam Hussein tilbage.

Ja, alle

Det er også kommunikaficering, når fx DSB prøver at tale sig ud af problemerne med spor og tog. På samme måde som et usagligt angreb på en interviewer ikke er et egentligt svar på spørgsmålet.
Det man kan bruge dette redskab til er at sørge for at holde fast i sin egen dagsorden. Og det er derfor vi kan opleve så mange politikere, som i stedet for at svare på et spørgsmål, bare gentager det der var baggunden for spørgsmålet. Det er ikke altid overbevisende, men det er altid med til én gang til at nævne det som politikeren gerne vil have slået fast.

Og det er her problemerne begynder. For vi mennesker er jo ikke så frygtigt dårligere begavede end mennesker der ofte taler i medierne, eller som køber sig til reklamesnak eller spindoktorer. Derfor er det vi begynder at gætte på hvad det egentlig er der ligger bag bestemte udsagn. I stedet for at søge efter meningen med det folk siger, søger vi meningen bag. Det er rigtigt uheldigt, fordi det, for det første, ikke altid er givet at man overhovedet har bagtanker og, for det andet, at det ødelægger kommunikationen at vi konstant leder efter de andres grund til at sige som de gør. Derved bliver kommunikationsprocessen unødigt kompliceret og spontaniteten går fløjten.
Når de politiske kommentatorer kommer på banen er det et symptom på denne kommunikaficering. Vi kan nemlig ikke længere selv forstå at når Bendt Bendtsen siger at han vil have skattelettelser, så betyder det ikke at han vil have skattelettelser, men er i virkeligheden et udtryk for at vil opnå ét eller andet. Men hvad nu hvis det bare betød skattelettelser. Hvad nu hvis det bare i bund og grund var en politisk udmelding.

Narren Nyrup

Nu hvor Poul Nyrup Rasmussen ikke længere er statsminister, kan mange se hvor god han var. Meget interessant. Men hvad var det der gjorde ham så forkert og kejtet? Sådan som jeg ser det var Nyrup Rasmussen den egentlige forløber for Fogh Rasmussen i den forstand at han havde spindoktorer omkring sig. Desværre for socialdemokraten var hans spindoktorer og deres spin ikke helt så skarpt profileret som det senere er blevet hos isæt Venstre, men det var vel egentlig fordi de var de begyndere af hvis fejltagelser Fogh rasmussen og hans pressekorps lærte en mere strømlinet tilgang.
Den nuværende regerings spinfolk er meget bedre. Den nuværende regerings medlemmer er meget bedre. De kan nemlig få journalister og andre kritikere til at holde op med at spørge om tingenes substans. Når fx Thor Pedersen bruger andre tal end normalt brugt til at vise en stigning og afviser kritik af den handlemåde, er det et eksempel på dette. Det samme er det, når regeringen afviser en kritisk rapport om udlændingepolitikken med at der er faktuelle fejl og dermed får debatten til at handle om rapportens fejl og ikke regeringens.

Og hvad er så kommunikaficering?

Godt spurgt (men lidt vel sent).Kommunikaficering er at gøre noget der ikke er kommunikation til kommunikation. Det er ikke kommunikation ikke at svare på et spørgsmål, men det bliver det hvis man kan gør det til noget offensivt. Det er ikke kommunikation som sådan at føre politik, men hvis den politik man fører, føres med henblik på at overbevise vælgerne om at man er god til at føre politik, så er det kommunikation.
Kommunikaficeringen har den store fordel at man ikke behøver at have forstand på det man kommunikerer om. Ved at gøre alt til kommunikation, er vi alle eksperter. Derfor har en person som Bjørn Lomborg fået den store succes han har. Han udtaler sig nemlig om et område som han ikke kender til sådan rent fagligt, og derfor kan han sige hvad det skal være. Når politik ikke længere handler om politik, så har vi brug for en masse mennesker, der ikke nødvendigvis ved noget om politik, men som gerne vil udtale sig om hvad der sker inde i hovedet på en bestemt politiker, når han eller hun gør dit eller dat. Kommunikaficeringen gør, med andre ord, os alle til eksperter: Kan vi tale om det, findes det. Og kan jeg tale om det, er jeg ekspert. Lomborgs store styrke overfor fageksperter så som klimatologer og andet godtfolk er at han ikke er bundet af en snæver faglighed og den dermed forbundne faglige viden. Det er en stor lettelse, for så slipper man for at tage hensyn til den etablerede viden og kan sige hvad det skal være om hvad som helst.
Svagheden ved kommunikaficeringen er at den er ganske tæt på Newspeak. Newspeak er det fænomén at man benævner noget allerede kendt på en ny måde, så det lyder bedre. Derfor hed det Deutsche Demokratische Republik: Der var intet demokrati. Og det er derfor det hedder fritstillelse og ikke fyring: Det fokuserer på et, i dette tilfælde, positivt aspekt af ikke længere at være ansat.
Kommunikaficeringen er et problem, fordi den er med til at ødelægge kommunikationen mellem mennesker. Ikke fordi der findes spindoktorer. De har en vigtig funktion. At det nogle gange er dem der står for kommunikaficeringen er ikke et argument for at de ikke skal være der. Jeg tror faktisk at de er nødvendige og kan have en vigtig funktion i demokratiet, men det må vi vente med til en anden gang. Det kommunikaficeringen gør er at vi ikke længere kan være sikre på at folk er i gang med at kommunikere med os eller om de er i gang med at kortslutte, spænde ben for eller afspore kommunikationsprocessen. Én ting er at politikere ofte kan være interesserede i at få tingene til at tage sig bedre ud end de er, men nægter de at kommunikere ved fx at svare i øst, når der spørges i vest, så løber vi en risiko for ikke at få svar baseret på de spørgsmål der er stillet, og politikerne løber en risiko for at vi slet, slet ikke tror på dem mere.
Man kan så sige at det er hvad det er, men hvis det er med til at medføre at vi holder op med at tro på eksperter, fordi fx en statistiker får lov til at udtale sig som miljøekspert, er vi ved at være ude på et overdrev der kan være med til at så tvivl om al kommunikation.

Det kan vi ikke være interesserede i.

Dette indlæg blev udgivet i Kommunikation. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s