Anja Andersens finger. Placebrandingens problemer.

Det handler ikke om Andersen

Mens Anja Andersen sunder sig og tænker på hvad det egentligt var der skete, og dem der meste af alt ligner en kvindefjendsk samling gamle vrisne mænd i DHF tænker på hvilke begrundelser, bortset fra ‘hun er så irriterende’, de skal finde på for at idømme Anja Andersen et helt års karantæne for at have rørt ved en dommers arm, kan Slagelses øverste ledelse i kommunen og erhvervslivet godt begynde at tage noter. De har fået deres første lektion i place branding af den øverste lærer, virkeligheden selv.

Alt det der med at der blev ballade med og på grund af Anja Andersen er velkendt og forudsigeligt. Alle ved at sport er et flygtigt fænomén og at visse sportsfolk nogle gange lader medlevelsen og engagementet løbe af med sig, og det er et indbygget problem i at lade sig definere og identificere ved hjælp af sport. Der er to ting der er sikkert, når vi taler om sport: Det går op og ned. Derfor har det i første omgang ikke været smart af Slagelse at satse så meget på et elitehold i håndbold, når holdet ikke er forankret i det lokale håndboldmiljø, men består af højtbetalte lejesvende fra udlandet og Jylland. Det har heller ikke været klogt at satse på en træner hvis infantile tendenser kun overgås af hendes misforståelse af janteloven.

Disse forhold har hele tiden været kendte størrelser, det er noget de har vidst i Slagelse. Dermed har de også vidt, eller haft muligheden for at vide, at denne cocktail kunne eksplodere i hovedet på dem selv.

Nu er eksplosionen så sket, og de ledende lag i Slagelse står dér med snavs på hænderne og i hele hovedet, mens resten af landet forbinder Slagelse med kaos og ballade. Det er også en slags branding.

Derfor handler alt dette slet ikke om Andersen, men om de mennesker der tror at sporten i sig selv, og ved tilkøb, gør noget godt for Slagelse. Det kan den gøre i en periode, men uanset om det sker ved en eksplosion, som i dette tilfælde, eller ved at resultaterne udebliver, vil sporten før eller senere komme ind i én eller anden form for krise. Måske er det heldigt for Slagelse at det skete på den måde det skete på, for nu er byen, om man ville det eller ej, kommet af med Anja Andersen uden at det skulle komme til et brud hvor den dygtige træner løber af gårde og tager det halve hold med.

Slagelse er for lækker

Ja det var det vi skulle tro. Det var det, håndboldholdet, lidt simpelt sagt, skulle fortælle os. Men det kan ikke overraske nogen at et menneske, der er så opslugt af sin sport som Anja Andersen, ikke kan levere den vare. Hvis Slagelse er det bedste sted i verden, er en flok velbetalte sportsudvøvere ikke de rigtige til at fortælle det. Meget bedre advokater er borgerne i og omkring Slagelse, hvis de ellers føler sig godt behandlede og hvis Slagelse og Slagelse Kommune ellers er et rart sted at være. Det Slagelse Kommunes kommunikationsmedarbejdere skulle være dybt involverede i, skulle være at undervise kommunens ansatte i hvordan man bedst muligt kommunikerer med borgerne, i stedet sidder de nu og forsøger på at begrænse skaberne efter Andersens amokgang.

Jeg ved ikke noget særligt om Slagelse. Det ved de færreste. Det eneste mange ved, er det med håndbolden. Og det er et problem. Det er det fordi Andersen ikke nåede at gøre arbejdet færdigt. Hun har ikke været i Slagelse i mange år nok til at de unge mennesker der er tiltrukket af håndboldsporten, udgør et realistisk alternativ til de indkøbte superheltinder.

Nu fremstår Slagelse som kommunen, byen der prøvede at købe sig til kors og bånd og stjerner, men snublede undervejs.

Igen: Anja Andersen er ikke problemet, hun er bare et eksempel på, at prøver man at brande sig på noget flygtigt og på noget som man ikke har kontrol over, så kan man ende med hverken at have det man vil brande sig på eller det brand man gerne ville skabe. Havde kommunen valgt at brande sig på områder de bedre kunne kontrollere, som børnepasning, gode skoler mm., ville de ikke så nemt kunne rammes af en overraskende udvikling.

Men det blev de.

Dette indlæg blev udgivet i Kommunikation. Bogmærk permalinket.

Et svar til Anja Andersens finger. Placebrandingens problemer.

  1. alexander siger:

    Anja er selfølgelig en stor idol, og hun er noget for sig selv og det er godt for håndbolden synes jeg.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s