Min kollega, professor Kim Schrøder er på DR’s hjemmeside citeret for at sige at reklamevideoen med den enlig mor der søger efter faren til sit barn, mangler ‘glimt i øjet’. Det er meget præcist. Der mangler humor og der mangler ét eller andet tegn til os om at dette ér en reklame. Der er mange eksempler på forsøg på viral markedsføring, men dette er et læreeksempel på at man skal have en forståelse for genren og mediet, når man reklamerer. Den er også et eksempel på, at det varer længe for der kommer en generel forståelse for hvad internettet er for en størrelse (og at det nok ikke er én størrelse). Mere om dette sidste længere nede i teksten.

Et bedre eksempel på en  viral kampagne er Rådet for Større Færdselssikkerheds Speedbandits, der, selvom det er svært at vide hvad den vil, helt klart signalerer at dette er ikke alvor. Det samme gælder den nyere video med krammende betjente der passer på cyklisterne.

Så det drejer sig om at forstå at man på én eller anden måde skal signalere at dette kunne være sandt, men ikke er det. Man skal helst have en lille tvivl. Mon ikke det ér rigtigt at betjentene er så søde og omsorgsfulde i Danmark?

Men det er bare ét aspekt af hele denne sag. Der er et andet og helt fantastisk aspekt, og det er at videoen har narret en del mennesker, herunder dagspressen. Det er VisitDenmarks største fejltrin. For dagspressen ser ikke ud til at være begavet med humoristisk sans, men fortsætter med at tage reklamen dybt alvorligt og kalde den falsk. Se lige udvalgte artikeloverskrifter herunder:

Politiken: Dansker fupper hele verden med falsk søn

Berlingske Tidende: Raseri over fupreklame

BT: VisitDenmark bag falsk Youtube-mor

Ekstra-Bladet:  Skattekroner bag løgn på Youtube

Jyllands-Posten: Afsløret: youtube-mor er skuespiller

Information: Var Karen og August elendig eller genial markedsføring?

Der bruges, som man kan se, ord som ‘fup’ og ‘løgn’ og det ‘afsløres’ at kvinden i reklamevideoen er skuespiller.

Tænk en gang over det. Det giver et helt nyt perspektiv på reklamer, hvis de skal vurderes på den måde. Efter deres sandhedsværdi. Det kunne give os følgende harmdirrende overskrifter:

• Ford Granada kørte slet ikke på skinner
• DSB lyver om familiekomsammen i tog over Storebælt
• Er Harry levende
• Bahnsen arbejder i fiktivt firma

Find selv på flere inden vi kommer frem til klimakset og afslører at Bahnsen slet ikke hedder Bahnsen, men Søren, og han er skuespiller!

Det er et kedeligt faktum, men nu skal sandheden frem. Hold dig for ørerne, hvis du ikke kan tåle den: Reklamer er ikke altid helt sandfærdige.

Og dermed kommer vi frem til konklusionen:

Vi skal altså vurdere denne reklame, ikke alene på om den er sandfærdig eller ej, ikke alene på om den er sjov eller ej, ikke alene på om den træder folk over deres tæer eller ej, men på dens værdi som reklame i det valgte medie. Her kan VisitDenmark sagtens have fejlet, og det at de har taget videoen af, understreger deres fejl, men fejlen er ikke af moralsk, kønspolitisk eller homoristisk karaktér, fejlen er VisiDenmark manglende forståelse for det virale. At pressen heller ikke forstår det virale, føjer blot spot til skade.

Læs også hvad Jonas Heide Smith har at sige om samme sag.

Først brok! Dernæst et par ord der undskylder at jeg går i samme fælde som brokken handler om. Derefter et par ord om et helt ligegyldigt emne.

Det skal med andre ord handle om tronfølgelovsafstemningen.

Og det er mærkeligt. Den betyder ingen som helst ting, men der er meget snak om den. Og det er det vi alle har god grund til at være sure over. I disse dage skulle den mest ophedede debat være om hvilke politikområder de forskellige kandidater til Europaparlamentet har tænkt sig at arbejde med og hvilke løsninger de ser på EU-relaterede problemer, grænsedragninger mellem nationalstaterne og EU osv. osv. Det kunne også handle om Venstres selvmål med at udnævne Jens Rohde som spidskandidat, eller man kunne spørge Konservative om hvorfor de opstiller en abortmodstander, når det ikke er deres politik. Men det er ikke den diskussion, vi tager. Den diskussion, vi tager er i stedet en diskussion om at strømline arvefølgelovgivningen, sådan at den er kllar til det, hvis det om 65 år skulle vise sig at kongens ældste barn ikke kan indtage Almalienborg som regent, fordi det vil være hendes lillebror der er den retmæssige arving.

Hvorfor er det så at det er det vi diskuterer? Det er der flere grunde til, men den vigtigste er, tror jeg, at det ikke er en afstemning der betyder noget. For uanset om vi stemmer ja eller ej, vil det ikke få nogen effekt de næste ca. 60 år. Derfor er afstemningen helt perfekt til at protestere mod det man nu vil protestere imod. Der er ingen tvivl om at at et faldet forslag vil give anledning til en masse gætterier om hvad afvisningen betyder. Det tror jeg ikke man skal kloge sig alt for meget på. I stedet skal man nok betragte afstemningens uaktualitet som den vigtigste grund til at vælgerne tør formaste sig til at gøre noget andet end det et meget bredt flertal i Folketinget har anbefalet.

Det er også denne uaktualitet der gør det svært for politikerne at argumentere overbevisende for at vi skal stemme ja til noget, der muligvis, muligvis ikke, bliver aktuelt om 60 år. For man kunne jo sige at vi der vil være døde (ca. 100 år eller mere) til den tid, måske skulle overlade afgørelsen til dem der er levende, når det bliver aktuelt. Og man kan også sige at skulle vi ende med ikke at vedtage ændringen, er der altså 60 år for politikerne til at modne folket til denne fuldstændigt ubetydelige beslutning.

Og det med det ubetydelige er mit andet væsentligste argument for at dette er den fødte tabersag. Regenten har ingen indflydelse på nogetsomhelst i dette samfund. Man kan naturligvis argumentere for at kongehuset er et levn fra fortiden som er ude af trit med et moderne, demokratisk samfund, og at det derfor ingen plads har i dette samfund, men meget mere rigtigt er det at sige at kongehuset er en politisk set, helt ubetydelig institution, der ikke gør nogen forskel om den er der eller ej. Det betyder at selvom vi indfører noget så moderne som ligestilling i kongehuset, har det ingen værdi overhovedet, heller ikke som signal om at kvinder og mænd er lige, for det at ligestille en prinsesse, der måske findes om 60 år, er en helt tom gestus, hvorimod en gennemførelse af reel lønmæssig ligestilling fra i morgen, ville være en reel handling, der ikke bare ville være en tom, ubetydelig gestus.

Om dette kunne være undgået, ved jeg ikke, men sikkert er det at den kampagne som man i huj og hast fik op at stå, ikke hjælper synderligt meget, fordi den prøver at spille på ironi og humor, men samtidigt prøver at være balanceret. Det kan ikke lade sig gøre, og derfor er kampagnen også blevet kritiseret en del. Både fra modstandere og tilhængere af afstemningen.

Det leder mig til dages gode råd til politikerne: Næste gang vi skal stemme om fx en EU-traktat, skal I bare lægge en helt ligegyldig afstemning den samme dag, så kan vi diskutere den ubetydelige afstemning, mens vi vedtager det der detyder noget uden yderligere indvendinger.

Da Kristendemokraterne i sidste valgkamp begybdte at flirte med tanken om ikke at stå så fast på deres traditionelle abortmodtand at det, hvis de skulle komme i folketinget, ville komme til at stå i vejen for fx regeringsdannelse, faldt dette mange medlemmer for brystet. Ét af disse medlemmer var Tove Videbæk. Hun har tidligere forsøgt at vælte partiets formand som står for den nye pragmatiske linje, men dette er ikke lykkedes. Herefter er fulgt en del bøvl og ballade, fordi Videbæk er blevet set som illoyal.

En vigtig pointe i spørgsmålet om abort er at Kristendemokraterne ikke har sagt at de ikke længere er modstandere, men blot at de ikke mere vil fremsætte paradeforslag som vil blive nedstemt. Det kan man mene er fornuftigt eller ej. Og en del Kristendemokrater skatter denne mulighed for at markere deres holdning til abortspørgsmålet. Derfor er de kede af at skulle nedprioritere abortmodstanden.

I det lys er Videbæks skifte til Konservative yderst interessant. For vel er Konservative og Kristendemokraterne langt hen ad vejen enige om mangt og meget. Mange kom i sin tid fra Det Konservative Folkeparti til Kristeligt Folkeparti (Kristendemokraternes oprindelige navn). Men nutidens konservative skilter med at de var i regering da pornoen blev frigivet og den fri abort blev vedtaget:

Det Konservative Folkeparti deltog i det borgerlige regeringssamarbejde. Det blev en periode med mange epokegørende beslutninger – såsom fri porno og fri abort (fra http://www.konservative.dk/partiet/ompartiet/historie/tidslinie/sider/1961-1980.aspx).

Og Videbæks nye parti går ind for fri abort. Det gør Kristendemokraterne så vidt jeg forstår dem ikke.

Jeg forstår ikke hvad det er der får Videbæk til at melde sig ind i et af de partier, hvis medlemmer (så prominente som Poul Schlüter) stemte for abortloven. Det fortjener et klart svar. Det har Videbæk ikke leveret.

Når man taler om branding sker der uvægerligt det at brandingbegrebet sættes under alvorlig kritik. Det sker fordi branding alene er et problematisk koncept. Det tilbagevendende argument imod en alt for enøjet satsning på branding er at der altså skal være noget at brande. Branding hjælper ikke hvis man har et meget dårligt produkt, for så vil produktet alligevel ikke kunne sælge særligt godt. Forbrugerne ér til fals for branding, men de er ikke dumme! Men som altid er der undtagelser, hvor de generelle regler ikke gælder. Og en undtagelse, når det kommer til branding og dårlige produkter er Joboland på Bornholm.

Grunden til at Joboland er en undtagelse er den simple at de har monopol (så dette gælder sikkert også for mange andre monopolvirksomheder). Hvis man er på Sjælland og ikke finder at Bonbonland leverer varen, så er der Sommerland Sjælland, Bakken, Tivoli, Københavns Zoo og sikkert mange flere forlystelses- og underholdningsparker at vælge imellem. Sådan er det ikke på Bornholm, hvor Tivoli er mindst tre timer og en dyr færge- og broforbindelse væk.

Det betyder at Joboland egentlig ikke behøver at brande sig, men det gør de altså alligevel, lidt, på en måde. Det er det der ligger i at de hedder Joboland og ikke længere Brændesgårdshaven. Men det er altså også alt hvad der ligger havens brandingindsats.

Hardcorefans af haven er arge modstandere af at den har skiftet navn fra Brændesgårdshaven til Joboland (med en maskot, der hedder Kalle Kvik (hvorfor ikke Jobo?)). Men skiftet er efter sigende sket, fordi polakker og tyskere ikke kan sige Brændesgårdshaven. De kan heller ikke sige Vestjylland, men derfor er der nu stadig mange tyske turister dér (jeg ved godt at tallet er på vej ned). De kan heller ikke sige Ringsted, men alligevel lykkedes det et tysk firma at få polske arbejdere til at lægge fibernet i det kvarter hvor jeg bor.

Alt ved det gamle

Det har overrasket mig at haven, til trods for flere nye aktiviteter siden mit 7-klassesbesøg, den vigtigste er et mindre (og meget populært vandland), grundlæggende ligner noget der ikke er blevet rørt ved siden da. Det er både positivt og negativt. Positivt fordi det bevarer havens præg som en hyggelig gammel have der hører til på Bornholm og som passer til det dejligt rolige tempo som præger éns ophold på øen. Og det er rigtigt dejligt. Det skal haven for alt i verden bevare, men for at bevare det, skal haven altså oppe sig. For med til at bevare hører en aktivitet som vedligeholdelse og det ser ikke ud til at være noget der tynger budgetterne i Brændesgårdshaven. Vi så det sidste sommer hvor vandlandet blev lukket pga. dårlig vedligeholdelse og vi har set det på hvert eneste besøg, hvor vi har kunnet se afskallet maling, reb på klatrebanen der ikke er blevet repareret, men omsluttet med en slags net og masser af steder hvor en hammer en skruetrækker eller lidt maling ville gøre underværker.

For mig at se er der ikke sket nogen reelle former for vedligeholdelse siden jeg gik i 7. Der er sket reparationer og lavet nødforanstaltninger, når tingene ér gået i stykker, men ingen løbende vedligeholdelse.

Se selv

I år tog jeg billeder for at dokumentere forfaldet. Jeg mener ikke at det er et problem at aktiviteterne er gamle eller ser gamle ud. Det er en del af charmen, men det er et problem, når man rent faktisk synes man kan høre træværket skrige Gori.

Mindesten for Havens grundlægger

Brændesgårdshavens grundlægger fejres på behørig vis med en mindesten. Men det er ikke en grundlægger værdigt at minde ham med en sten der ligger i en lugtende svovlpøl.

Her hjælper ingen branding. Bonbonland er fire timer og 35 minutter væk. Nu er det ikke fordi man ikke kan finde ulækre steder i bonbonland. Det kan man da sikkert, men det ville hurtigt rygtes, hvis det generelt var tilfældet. Sådan tror jeg ikke det foregår i Joboland, for dér ved folk at der ikke er andre steder at gå hen. Og der er da en fin stor plæne omme bagved, hvor der ikke er ulækkert.

Men det helt store problem med Joboland er at svovlpølen ikke er det eneste ulækre sted og at det har være ulækkert de sidste i hvert fald fire-fem år. Prøv at se kavalkaden herunder og tænk så på om du helst vil skifte barnet på det våde gulv i Joboland eller i skifterummet med gratis bleer i Bonbonland.

For mig at se er dette pinligt for bornholmerne. De har en ø der i dansk sammenhæng er helt enestående. Bornholm har grebet om turisterne, når vi er der, fordi det ikke bare lige sådan er til at tage et andet sted hen. Dét brander Bornholm sig på. Men Joboland kan være med til at ødelægge det brand, for som haven fremstår nu, signalerer den en arrogant holdning til de turister der skal lægge penge i haven: “Kom bare med jeres penge, I har ikke andet valg!”

Det er ikke noget der dur i det lange løb. Og kan være med til at ødelægge oplevelsen, når man er på Bornholm. Jeg har lige boet på et rigtigt godt hotel med trådløst internet og lækker morgenbuffet. Det fås ikke meget bedre eller anderledes i andre dele af landet. Men det gør forlystelsesparkerne.

Livet i cykelsporten er interessant. Nu er det kommet frem at de testmetoder der findes for EPO ikke er gode nok og at det derfor ikke er til at stole på testresultaterne. Det sætter sagerne om dopingafsløringer og tilståelser i relief.

Det var mig der gjorde det

I mange kriminalfilm er der en lille forhutlet person som tilstår alle de mord og ugerninger han kan komme i nærheden af. Dem kom jeg til at tænke på sidste år da Bjarne Riis tilstod brug af doping. For én ting er en tilståelse, men for at blive dømt, skal der altså være beviser. Med andre ord, man kan ikke bare komme og påstå at man har begået en forbrydelse. Det skal bevises.

Prøv at være med på tanken: Riis mærkede presset og indså at for at bevare sin troværdighed måtte han indrømme dopingbrug. Men han havde ikke brugt doping og hvad gør man så? Man lyver da! Dermed er Riis’ dopingbrug ikke reelt, men en kommunikationsrelevant konstruktion der gav spalteplads og tv-sekunder. Ikke bare da tilståelsen faldt, men også nu, lige op til Tour de France.

Det var ham der gjorde det

Sidste år førte Michael Rasmussen Tour de France og havde en rigtigt god chance for at vinde. Men han blev sendt hjem af sit hold. Jeg har tidligere skrevet om dette. Rasmussen er aktuel nu igen, fordi han har fået karantæne og fordi han har fået erstatning. Det som er interessant i relation til Riis, er at Rasmussen ikke er dømt for at have dopet sig, men for ikke at have været til rådighed for test. Det der står tilbage er dermed at hver Riis, der påstår at han har dopet sig eller Rasmussen, der er testet mere end de fleste, har bare én positiv dopingtest til at bevise deres skyld.

Kommunikation

Alt dette handler for mig at se om kommunikation. Riis tilstår, for det er det klogeste. Rabobank, der nu har en dommers ord for at de nok vidste (og sikkert var indblandet i) at Rasmussen snød, fyrede Rasmussen, fordi det kunne få dem til at fremstå troværdige. Med dommen er det så som så med troværdigheden. Og nu har selveste Lance Armstrong, tourkongen over dem alle, foreslået at såvel Rabobank som CSC-Saxobank skal smides ud. Armstrong har en klar pointe, nemlig at firmaet bag Tour de France ikke er konsekvent i deres politik ovf. hold med dopinsyndere på. Men mon han ikke også har en anden pointe, nemlig den at hvis han angriber, tænker folk mere på han sejre end hans mulige dopingbrug.

For lad os være ærlige om dette: Der er ingen grund til at tro at de cykelryttere der over de seneste 20-30 har kunnet gøre sig gældende i Tour de France ikke var dopede.

Derfor er kommunikation så vigtig en disciplin at mestre. Armstrong er en god kommunikatør, Rasmussen er elendig, men Riis er formidabel. Se bare her:

Interviewet i TV 2 af Line Baun Danielsen under Tour de France 1998:

»Jeg er aldrig blevet testet positiv«.

Interviewet uden for rytterbussen af Olav Skaaning Andersen på DR under Tour de France 1998:

»Jeg er 34 år, og jeg har kørt siden jeg var 7 år. Jeg har aldrig følt mig mere sund og rask end i øjeblikket. Så skal man fandeme ikke beskylde mig for det ene og det andet«.

Hvis du får spørgsmålet, om du er dopet, hvad svarer du så?

»Selvfølgelig er jeg ikke det«.

Interviewet i Schweiz af Tina Götsche til DR’s Profilen efter Basso-skandalen 2006:

Kan jeg få dig til at sige: “Jeg har aldrig været dopet?”

»Det kan du godt«.

Må jeg høre?

»Jeg har aldrig været dopet«.

(Taget fra http://politiken.dk/cykling/article312257.ece)

Og fra indrømmelsen d. 25. maj 2007:

Jeg har taget doping. Jeg har taget EPO

Jeg har selv købt det og indtaget det

… det er i sidste ende dig selv der skal tage ansvar. I sidste ende dig selv der som cykelrytter skal tage ansvar for at sige ja eller nej.

Jeg tror ikke det bliver meget bedre end det. Korte, klare sætninger. Han piver ikke, fortryder ikke og ser sig ikke tilbage. Det er som Anders Fogh Rasmussen, der siger at nu skal vi se fremad. Det er rasende god kommunikation.

Da jeg var dreng var jeg helt vild med olsenbanden. Det er jeg stdigvæk, men for et par år siden gik det op for mig at Egon Olsen ikke var den geniale forbryder jeg troede han var. For hvem er genial, når han eller hun samtidigt arbejder sammen med (mennesker han oven i købet selv siger er) hundehoveder og lusede amatører?

Det var ikke den type mennesker Niels Bohr og Einstein legede den lille kernefysiker med. De oplevede heller ikke det samme som da Peter fra Vojens (der altid kom forbi om sommeren), Jens Christian Murer og jeg selv vha. gær, vand og sukker komponerede en drik, der skulle have været vin, men ikke helt levede op til forventningerne hos de sammensvorne. Den berusende effekt udeblev helt og holdent, men visse andre af vinens kvaliteter, nemlig ondt i maven og opkastninger, havde vi stort helt til at reproducere.

Vi havde foretrukket det omvendt.

Begavet og anarkistisk

Den netop afdøde Mogens Glistrup mindes i disse dage som en begavet og anakistisk samfundsrevser som det gik galt for (se fx http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2008/07/02/den-begavede-systemstormer/, http://jp.dk/indland/article1383038.ece, http://www.information.dk/161633, http://avisen.dk/mogens-glistrup-er-doed_13442.aspx). De fleste kommentatorer beder os endda huske Glistrup for det gode og glemme det ikke så gode. Men jeg er bare ikke sikker på at det egentlig vil være i Glistrups ånd. At der i hans optik er noget der er godt og noget der er mindre godt. For Glistrup må hans synspunkter, hvor horrible de end forekommer andre, vel alle være netop det: Hans synspunkter. For mig at se kan vi ikke botanisere i Glistrups synspunkter, så nulskattetanker og kampen mod muhammedanerne hænger sammen. Glistrup var en pakke og det er pakken vi skal vurdere. Ellers ender vi som manden der havde fået nye tænder og blev spurgt om de var gode. “Jo,” svarede han. “Til at tygge med dur de ikke, men til at læse med er de helt vildt gode”.

Vi kan altid finde noget godt at sige om folk, hvis vi må plukke de synspunkter, vi er enige i. Men det må vi ikke.

Tilbage til start

Når Mogens Glistrup, som Egon Olsen, nok ikke, sin viden om skattepolitiken til trods, var et geni, skyldes det tre ting:

1) Han omgikkedes med folk hvis politiske begavelser satte dem i stand til at lave det politiske modsvar til vinen ovenfor. De fleste er da heller ikke at finde i politik mere. Jeg selv fortsatte heller ikke som vinbonde.

2) Han røg i fængsel for sine skattetransaktioner. Han var altså ikke så god som han troede.

3) Han parti blev først en succes da det smed ham ud og skiftede navn.

Glistrup lever

Én ting der er sikkert om Mogens Glistrup er at det sidste ord i sagaen om Mogens Glistrup ikke er sagt endnu. Få mennesker kunne som han få folks sind i kog. Der findes passionerede fortalere for hans synspunkter og som grundlæggende mene at han havde ret i alt. Der er dem der mener at der er den tidlige og den sene Glistrup. Og så er der dem der mener at han fik ret i noget, men at samtiden hverken ville eller kunne se at han havde visse pointer.  Til sidst er der dem der mener at han ikke havde ret i noget. Alle dem kan vi se boltre sig på bloggerne rundt omkring. Det er det rene kaos.

Og dét er i Glistrups ånd.

Jeg er ked af at debatten om gruppeeksamen er kommet til at blive en for-og-imod-debat. Det er nemlig en anden debat der burde føres, nemlig en debat om politikernes indblanding eller ikke-indblanding i universiteternes tilrettelæggelse af undervisning og eksamen. Den detailstyring der ligger i at lovgive om den slags er med til at gøre det svært at tilrettelægge studierne optimalt, for, hvis man i visse uddannelsesforløb bruger gruppearbejde, vil gruppeeksamen være en naturlig forlængelse af dette arbejde, mens andet arbejde bedre vil kunne afløses gennem individuelle eksaminationer. I en kronik i Information citeres Bertel Haarder for at sige:

… at den enkelte har krav på en individuel vurdering, og at man ikke skal kunne få en god karakter i kraft af noget arbejde, som andre har leveret. Gruppeeksamen bliver desværre misbrugt til at give alle i gruppen den samme karakter. Og det er fuldstændigt uacceptabelt.

Dette afspejler to alvorlige misforståelser. For det første har det hele tiden, altså også inden vi fik forbuddet, været muligt for alle studerende at vælge at gå op individuelt (nu kan de studerende der vildet så ikke vælge at gå op sammen). For det andet er det altså sådan at det nu er blevet lettere for de studerende at snyde sig til en god karakter, for nu kan man virkelig snylte på de andres arbejde under gruppearbejdet og så levere en rigtigt god indsats til eksamen. En indsats der ikke siger meget mere om den enkelte studerende end at han/hun er god til at gå til eksamen, og hvad vi skal bruge den oplysning til er svært at vide.

Når vi på universiteterne gerne vil have frihed til selv at bestemme om en eksamen skal være af den ene eller den anden slags, er det yderst problematisk at politikerne vælger at detailstyre. Og det er det så meget mere at det er på et område der kan få folk så meget op på dupperne at vi kan risikere at hvert regeringsskift i den overskuelige fremtid vil byde på nye eksamensregler. Det kan man godt blive lidt forpustet af at tænke på.

Jeg er ikke som sådan for eller imod gruppeeksamen, men jeg er meget imod at det er regeringer der skal lægge rammerne for eksaminerne. Det kan vi sagtens selv finde ud af på uddannelsesinstitutionerne.

Det ser ud som om landet i anledning af Birthe Rønn Honbechs kronik i Politiken er delt i to. Én for og én imod. De to grupper er, ser det ud, delt sådan at dem der er for ministeren aldrig ville stemme på hende, mens dem der er imod hende er dem der har stemt på hende (eller på et af de partier der støtter den regering hun er medlem af). Sådan er verden så paradoksal.
De mennesker der støtter Hornbech ser alle ud til at lide af den tvangsforestilling at hendes holdning har en betydning. Men det har den ikke, for (de og) Hornbech har grundlæggende har forstået den politiske verden hun har været en del af så længe. Skal man være ondskabsfuld, kan man sige at hun ganske enkelt er medlem af det forkerte parti og minister for den forkerte regering, hvis man da ellers skal tage hendes politiske udmeldinger alvorligt.
At Hornbech ikke for længst har set at hendes politiske indflydelse er lig nul, må den seneste uges begivenheder da have hjulpet denne indsigt godt på vej, for hvis en minister den ene dag, siger ét og hendes egen regering den næste siger det stik modsatte, kan denne ministers indflydelse på beslutningsprocessen vel godt siges at være problematisk. Nu er Hornbech, som antydet, ikke just ny i politik, og derfor er det så meget desto mere kritisabelt at en sådan politiker slet ikke kan kommunikere i dagens politiske verden. Nu kommer så meddelelsen om at Hornbech stemmer for regeringsforslaget om tørklædeforbud for dommere. Og dermed understreges det endnu en gang at Brithe Rønn Hornbech ikke kan sit politiske håndværk. Læg også mærke til at det har været meget få gange at Horbechs enegang har betydet noget.
Det har længe været svært at tage Hornbechs principper alvorligt, når hun ikke har villet tage konsekvensen af dem og dermed tage sig selv alvorligt. Nu er hun med til at gennemføre lovgivning hun selv mener hører hjemme i diktaturstater.
Der er vel ikke andet at sige end at med den kronik i Politiken har Hornbech ødelagt sine chancer for at få den mindste lille smule politisk indflydelse. Og det er sket fordi hun troede at man skulle diskutere og argumentere i politisk kommunikation og fordi hun troede at hun i den klassiske forståelse af Habermas kunne vinde, fordi hendes argumenter var/er bedre end hendes modstanderes. Men sådan er verden ikke. Selv hvis hendes argumenter var de bedste, er det ikke det det handler om. Det handler i stedet om hvad man kan få flertal for, og så i dette tilfælde om at sætte en minister på plads. For havde Birthe Rønn Hornbech ikke skrevet sin kronik, ville regeringen ikke have taget beslutningen.
Thomas Larsen har dermed helt ret, når han kalder Hornbech en pauseklovn, men han tager fejl, når han tror at hun nogensinde har været andet. Her hælder jeg mere til Jarl Corduas vurdering.
Det kan godt være at Birthe Rønn Hornbech vil fortsætte sine principielle teologiske diskussioner med DF-præsterne og at hun forbliver i dansk politik, men det er kun fordi hun ikke har forstået at hun er færdig og nok har været det i flere år.

Nu kan jeg ikke dy mig mere, jeg må ud med min holdning til sagen om Jeppe Kofod og den 15-årige DSUer. Der er mange forskellige bud på hvad der er sket og hvad der er gået galt for Socialdemokraterne i sagen. Grundlæggende tror jeg ikke Socialdemokraterne har begået så frygteligt mange fejl, selvom nogle ville mene at der er tale om fejltrin og overreaktion fra den socialdemokratiske ledelses side. De fleste af disse ‘fejltrin’, vil jeg mene, kan forklares med at der er forskellige interesser på spil. Jeg vil kigge lidt på én af de vigtigste interesser, nemlig DSU-segmentet og, især, deres forældre:

Der findes familier for hvem DSU er lige så naturligt som leverpostej, fredagsslik og almindelig brok over vejret i Danmark. De familier ser det som lidt en dannelse for deres børn at deltage i forskellige DSU-aktiviteter, og intet kunne vel være bedre end at deltage i et arrangement med deltagelse af nogle af partiets spidser og/eller markante folketingsmedlemmer som fx Mette Frederiksen eller Jeppe Kofod.

Men som Jarl Cordua skriver:

Overreagerer Kofoed og socialdemokraternes ledelse? Tjah. Hvis der ikke er sket så meget andet end det, der er kommet frem, så har jeg svært ved at være forarget. Man kan næsten sige, at Kofod dermed følger i mange andre folketingspolitikeres spor – ingen nævnt – ingen glemt! Kofod er ikke den første MF’er, der har nedlagt en ungmø fra ungdomsafdelingerne i forbindelse med et møde, og han bliver næppe den sidste.

Personligt er jeg helt enig i denne bagatellisering af problemet, men personligt har jeg heller ingen politisk engageret 15-årig at sende til DSU-møde. Cordua har helt sikkert ret, når han mener at det hverken er første eller sidst gang at det sker i en politisk ungdomsorganisation, for mange af de unge, engagerede mennesker ser helt naturligt op til de ældre, etablerede politikere, der derfor, hvis de ellers er interesserede, har relativt let ved at få fingrene i de unge.

Og det er i det lys, vi skal se Carsten Hansens banbulle mod Kofod. Socialdemokraterne, kan ikke internt leve med at forældre til politisk aktive unge for deres indre blik ser en række velestimerede politikere med svedne grin om munden, trække et nummer og stille sig op i køen til spændende aktiviteter på DSU-møderne rundt om i landet.

Det scenarie skulle nu være undgået. Og så kan den socialdemokratiske ledelse sagtens leve med at den får skudt i skoene at den overreagerede og at den er nypuritansk.

Var der én ting jeg lærte af muhammedkrisen, var det at holde min mund! ‘Selvcensur’ vil nogle sige. Andre vil råbe ‘knæfald for de muslimske horder’, men jeg vil nøjes med at sige ‘praktisk foranstaltning, så vi ikke kommer op at slås’.

Problemet er at hvis man siger at en bunke fundamentalistiske imamer ikke skal bestemme hvad andre mennesker tegner, så er det helt indlysende rigtigt. Men siger man at man godt kan forstå reaktionerne, ses man pludselig som bonkammerat med bin Laden og vil knægte ytringsfriheden. Det er med andre ord ikke til at komme med et nuanceret synspunkt, og derfor er der ingen grund til at tage debatten.

Så det vil jeg ikke sige noget om, men jeg vil gøre opmærksom på en pudsig udveksling mellem Ellemann-Jensen og Rose. Udvekslingens anledning er Ellemann-Jensens nyeste erindringsbog (på baggrund af hvilken JyllandsPosten karaktermyrder den tidligere politiker ved at antyde at han er en grådig og principløs person (læs om det her http://jp.dk/arkiv/?id=1188122) ).

Lad mig lige præcisere: Det jeg har læst er hverken Roses artikel eller Ellemann-Jensens bog, men en artikel på net-avisen 180 grader. Læs den selv her: http://www.180grader.dk/nyheder/Rose_Uffe_lyver_om_Muhammed-krise_i_ny_bog.php.

De centrale citater fra artiklen er disse:

“Hermed gik han videre end det angivelige udgangspunkt, idet han bestilte karikaturer af Profeten, og ikke bare tegninger,” skriver Ellemann i sin bog.

Men det passer ikke, lyder svaret fra Rose.

“Sandheden er, at jeg aldrig har bestilt karikaturer af profeten. Tværtimod bestilte jeg ‘bare tegninger’. I et brev til danske bladtegnere, dateret den 19. september 2005, inviterede jeg dem ’til at tegne Muhammed, som du ser ham,’” skriver kulturredaktøren i Jyllands-Posten og tilføjer:
“Jeg var ligeglad med, om tegnerne leverede karikaturer eller ej. Det var ikke pointen.”

Og hvem har så ret? Det ved jeg ikke, for det kommer an på Ellemanns motiver, men Roses forsikring om at han var ligeglad minder mig om en episode i Basserne jeg læste engang. Løjtnant Flap, seriens sorte karakter, er til psykologen og bliver bedt om at sætte prikker på et stykke papir. Det gør han og psykologen bemærker at han har tegnet sorte prikker. I vantro kigger Flap op og siger, hvad troede du, når du gav mig en sort blyant og hvidt papir?

Det samme kunne man spørge Rose om: Hvad troede du de ville tegne, når de indbudte først og fremmest er karrikaturtegnere? Der er i Danmark næsten ingen tradition for at man tegner andre tegninger i avisen end karrikaturer. Lidt retstegninger og lidt teatertegninger, men langt de fleste tegninger er af en humoristisk karakter og derfor er det på de nærmeste givet at en tegner, uanset om han eller hun bliver bedt udtrykkeligt om en karrikaturtegning, vil tegne sådan én.

Om det betyder at Ellemann har løjet ved jeg ikke. Det må han og Rose om. Men at dømme fra teksten, har Rose givet tegnerne en sort blyant …