Rolf er ren

Den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen befinder sig i en situation der meget ligner den Bjarne Riis befandt sig i for nogle år siden. Nemlig en situation, hvor han kun har én svarmulighed på spørgsmålet om han har været dopet. Og den svarmulighed er ‘ja’. Når han ikke kan svære et troværdigt ‘nej’, er det fordi der hersker en opfattelse af at man ikke kan vinde et cykelløb uden at have sprøjtet rå mængder af bloddoping, epo og andre præstationsfremmende stoffer ind i kroppen. Det kan man sandsynliggøre ved at kigge på den gennemsnitsfarten for vinderen af Tour de France gennem tiderne. Den har nemlig ikke været under 39 km/t siden 1995 og der er ingen klar faldende tendens at spore (http://www.bikeraceinfo.com/tdf/tdfstats.html), selvom der siden har været diverse dopingskandaler. Det er med andre ord ikke spor sandsynligt at der er særligt mange cykelryttere der ikke har taget én eller anden form for præstationsfremmende stof undervejs i deres karriere. Og derfor er det heller ikke særligt sandsynligt at Sørensen har kunnet klare sig uden.
Men om det er tilfældet eller ej, er ikke så interessant som den retoriske situation som han står i. “Alle” ved at Sørensen har været dopet, så “alle” ved hvis han benægter, så lyver han, mens der ikke er noget ny information i en bekræftelse, for det “ved” vi jo allerede. Sørensen dilemma er altså dette: “Indrøm og sig dermed at du har snydt og løjet, eller lyv videre om at du har snydt”.

Det er påfaldende så meget vi tror på at fx Bjarne Riis har dopet sig. Der er ikke noget bevis. Kun en tilståelse under pres, men har er aldrig blevet testet positiv og det var unægteligt til hans fordel at indrømme det, for det skabte ro om hans cykelhold. Men når det ser ud til at vi tror på at det passer, hænger det givet sammen med at Riis, på samme måde som Sørensen, var formodet skyldig.

Det bliver summet meget godt op af TV2-chefen Frederik Lauesen, der citeres for at have sagt:

Hvis Rolf Sørensen har et eller andet, som han ikke har fået sagt endnu, og han så siger det, så har han jo sådan set sagt det http://www.dr.dk/p3/programmer/monte-carlo/2012/10/24/tv-2-chef-fastslar-hvis-rolf-siger-det-sa-har-han-jo-sadan-set-sagt-det

Det lyder jo vældigt pudsigt, men når der ikke er noget information i det som Rolf Sørensen ville sige, hvis han indrømmede doping, er det lige sådan dér det er, for mon ikke TV2 allerede har taget deres forholdsregler og vurderet at de godt kan bruge Sørensen også efter en evt. indrømmelse?

Og hvor stiller det så Rolf Sørensen? Han er i mudder til halsen. Også selv om han aldrig har rørt ulovlige stoffer. For fortsætter han med at benægte, lyder det som om han fortsætter med at lyve. Der er altså ikke noget med uskyldig indtil det modsatte er bevist. Her fungerer det på den måde at man er skyldig indtil man indrømmer sin skyld. Og så er man for alvor skyldig.

Når alt dette er interessant, er det fordi denne jagt på enkeltstående dopingbrugere kan fortsættes i det uendelige. For selvom USADA‘s rapport om Lance Armstrongs dopingbrug sandsynliggør at der har været samarbejde om doping (http://usatoday30.usatoday.com/sports/!invesitgations%20and%20enterprise%20docs/armstrong-reasoned-decision.pdf), så fortsætter diskussionen af om enkelte ryttere har dopet sig. Hvis nærmest alle har dopet sig, er det ikke sandsynligt at de bare har gjort det hver for sig, selvom det fx er det Riis sagde (http://www.b.dk/sport/riis-indroemmer-doping), men at det har været organiseret. Den organisering kunne det være spændende at kigge på. Det er ikke sket endnu, men det er foreslået af især professor Verner Møller (http://www.sporten.dk/cykling/dopingdebattoer-riis-ikke-problemet) og nu også af den tidligere Tour de France-vinder Greg Lemond (http://www.sporten.dk/cykling/tour-legendes-aabne-brev-smid-chefen-ud).

Det kan ikke være interessant om Rolf Sørensen har taget doping. Men det er interessant om holdene og den internationale cykelunion har muliggjort organiseret doping. Lad os høre mere om det.

Udgivet i Sport | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Løgnagtige reklamer!!

Min kollega, professor Kim Schrøder er på DR’s hjemmeside citeret for at sige at reklamevideoen med den enlig mor der søger efter faren til sit barn, mangler ‘glimt i øjet’. Det er meget præcist. Der mangler humor og der mangler ét eller andet tegn til os om at dette ér en reklame. Der er mange eksempler på forsøg på viral markedsføring, men dette er et læreeksempel på at man skal have en forståelse for genren og mediet, når man reklamerer. Den er også et eksempel på, at det varer længe for der kommer en generel forståelse for hvad internettet er for en størrelse (og at det nok ikke er én størrelse). Mere om dette sidste længere nede i teksten.

Et bedre eksempel på en  viral kampagne er Rådet for Større Færdselssikkerheds Speedbandits, der, selvom det er svært at vide hvad den vil, helt klart signalerer at dette er ikke alvor. Det samme gælder den nyere video med krammende betjente der passer på cyklisterne.

Så det drejer sig om at forstå at man på én eller anden måde skal signalere at dette kunne være sandt, men ikke er det. Man skal helst have en lille tvivl. Mon ikke det ér rigtigt at betjentene er så søde og omsorgsfulde i Danmark?

Men det er bare ét aspekt af hele denne sag. Der er et andet og helt fantastisk aspekt, og det er at videoen har narret en del mennesker, herunder dagspressen. Det er VisitDenmarks største fejltrin. For dagspressen ser ikke ud til at være begavet med humoristisk sans, men fortsætter med at tage reklamen dybt alvorligt og kalde den falsk. Se lige udvalgte artikeloverskrifter herunder:

Politiken: Dansker fupper hele verden med falsk søn

Berlingske Tidende: Raseri over fupreklame

BT: VisitDenmark bag falsk Youtube-mor

Ekstra-Bladet:  Skattekroner bag løgn på Youtube

Jyllands-Posten: Afsløret: youtube-mor er skuespiller

Information: Var Karen og August elendig eller genial markedsføring?

Der bruges, som man kan se, ord som ‘fup’ og ‘løgn’ og det ‘afsløres’ at kvinden i reklamevideoen er skuespiller.

Tænk en gang over det. Det giver et helt nyt perspektiv på reklamer, hvis de skal vurderes på den måde. Efter deres sandhedsværdi. Det kunne give os følgende harmdirrende overskrifter:

  • Ford Granada kørte slet ikke på skinner
  • DSB lyver om familiekomsammen i tog over Storebælt
  • Er Harry levende
  • Bahnsen arbejder i fiktivt firma

Find selv på flere inden vi kommer frem til klimakset og afslører at Bahnsen slet ikke hedder Bahnsen, men Søren, og han er skuespiller!

Det er et kedeligt faktum, men nu skal sandheden frem. Hold dig for ørerne, hvis du ikke kan tåle den: Reklamer er ikke altid helt sandfærdige.

Og dermed kommer vi frem til konklusionen:

Vi skal altså vurdere denne reklame, ikke alene på om den er sandfærdig eller ej, ikke alene på om den er sjov eller ej, ikke alene på om den træder folk over deres tæer eller ej, men på dens værdi som reklame i det valgte medie. Her kan VisitDenmark sagtens have fejlet, og det at de har taget videoen af, understreger deres fejl, men fejlen er ikke af moralsk, kønspolitisk eller homoristisk karaktér, fejlen er VisiDenmark manglende forståelse for det virale. At pressen heller ikke forstår det virale, føjer blot spot til skade.

Læs også hvad Jonas Heide Smith har at sige om samme sag.

Udgivet i Branding, Kommunikation | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Kongerigets tilstand

Først brok! Dernæst et par ord der undskylder at jeg går i samme fælde som brokken handler om. Derefter et par ord om et helt ligegyldigt emne.

Det skal med andre ord handle om tronfølgelovsafstemningen.

Og det er mærkeligt. Den betyder ingen som helst ting, men der er meget snak om den. Og det er det vi alle har god grund til at være sure over. I disse dage skulle den mest ophedede debat være om hvilke politikområder de forskellige kandidater til Europaparlamentet har tænkt sig at arbejde med og hvilke løsninger de ser på EU-relaterede problemer, grænsedragninger mellem nationalstaterne og EU osv. osv. Det kunne også handle om Venstres selvmål med at udnævne Jens Rohde som spidskandidat, eller man kunne spørge Konservative om hvorfor de opstiller en abortmodstander, når det ikke er deres politik. Men det er ikke den diskussion, vi tager. Den diskussion, vi tager er i stedet en diskussion om at strømline arvefølgelovgivningen, sådan at den er kllar til det, hvis det om 65 år skulle vise sig at kongens ældste barn ikke kan indtage Almalienborg som regent, fordi det vil være hendes lillebror der er den retmæssige arving.

Hvorfor er det så at det er det vi diskuterer? Det er der flere grunde til, men den vigtigste er, tror jeg, at det ikke er en afstemning der betyder noget. For uanset om vi stemmer ja eller ej, vil det ikke få nogen effekt de næste ca. 60 år. Derfor er afstemningen helt perfekt til at protestere mod det man nu vil protestere imod. Der er ingen tvivl om at at et faldet forslag vil give anledning til en masse gætterier om hvad afvisningen betyder. Det tror jeg ikke man skal kloge sig alt for meget på. I stedet skal man nok betragte afstemningens uaktualitet som den vigtigste grund til at vælgerne tør formaste sig til at gøre noget andet end det et meget bredt flertal i Folketinget har anbefalet.

Det er også denne uaktualitet der gør det svært for politikerne at argumentere overbevisende for at vi skal stemme ja til noget, der muligvis, muligvis ikke, bliver aktuelt om 60 år. For man kunne jo sige at vi der vil være døde (ca. 100 år eller mere) til den tid, måske skulle overlade afgørelsen til dem der er levende, når det bliver aktuelt. Og man kan også sige at skulle vi ende med ikke at vedtage ændringen, er der altså 60 år for politikerne til at modne folket til denne fuldstændigt ubetydelige beslutning.

Og det med det ubetydelige er mit andet væsentligste argument for at dette er den fødte tabersag. Regenten har ingen indflydelse på nogetsomhelst i dette samfund. Man kan naturligvis argumentere for at kongehuset er et levn fra fortiden som er ude af trit med et moderne, demokratisk samfund, og at det derfor ingen plads har i dette samfund, men meget mere rigtigt er det at sige at kongehuset er en politisk set, helt ubetydelig institution, der ikke gør nogen forskel om den er der eller ej. Det betyder at selvom vi indfører noget så moderne som ligestilling i kongehuset, har det ingen værdi overhovedet, heller ikke som signal om at kvinder og mænd er lige, for det at ligestille en prinsesse, der måske findes om 60 år, er en helt tom gestus, hvorimod en gennemførelse af reel lønmæssig ligestilling fra i morgen, ville være en reel handling, der ikke bare ville være en tom, ubetydelig gestus.

Om dette kunne være undgået, ved jeg ikke, men sikkert er det at den kampagne som man i huj og hast fik op at stå, ikke hjælper synderligt meget, fordi den prøver at spille på ironi og humor, men samtidigt prøver at være balanceret. Det kan ikke lade sig gøre, og derfor er kampagnen også blevet kritiseret en del. Både fra modstandere og tilhængere af afstemningen.

Det leder mig til dages gode råd til politikerne: Næste gang vi skal stemme om fx en EU-traktat, skal I bare lægge en helt ligegyldig afstemning den samme dag, så kan vi diskutere den ubetydelige afstemning, mens vi vedtager det der detyder noget uden yderligere indvendinger.

Udgivet i Kommunikation, politik, valg | Skriv en kommentar

Logik søges

Da Kristendemokraterne i sidste valgkamp begybdte at flirte med tanken om ikke at stå så fast på deres traditionelle abortmodtand at det, hvis de skulle komme i folketinget, ville komme til at stå i vejen for fx regeringsdannelse, faldt dette mange medlemmer for brystet. Ét af disse medlemmer var Tove Videbæk. Hun har tidligere forsøgt at vælte partiets formand som står for den nye pragmatiske linje, men dette er ikke lykkedes. Herefter er fulgt en del bøvl og ballade, fordi Videbæk er blevet set som illoyal.

En vigtig pointe i spørgsmålet om abort er at Kristendemokraterne ikke har sagt at de ikke længere er modstandere, men blot at de ikke mere vil fremsætte paradeforslag som vil blive nedstemt. Det kan man mene er fornuftigt eller ej. Og en del Kristendemokrater skatter denne mulighed for at markere deres holdning til abortspørgsmålet. Derfor er de kede af at skulle nedprioritere abortmodstanden.

I det lys er Videbæks skifte til Konservative yderst interessant. For vel er Konservative og Kristendemokraterne langt hen ad vejen enige om mangt og meget. Mange kom i sin tid fra Det Konservative Folkeparti til Kristeligt Folkeparti (Kristendemokraternes oprindelige navn). Men nutidens konservative skilter med at de var i regering da pornoen blev frigivet og den fri abort blev vedtaget:

Det Konservative Folkeparti deltog i det borgerlige regeringssamarbejde. Det blev en periode med mange epokegørende beslutninger – såsom fri porno og fri abort (fra http://www.konservative.dk/partiet/ompartiet/historie/tidslinie/sider/1961-1980.aspx).

Og Videbæks nye parti går ind for fri abort. Det gør Kristendemokraterne så vidt jeg forstår dem ikke.

Jeg forstår ikke hvad det er der får Videbæk til at melde sig ind i et af de partier, hvis medlemmer (så prominente som Poul Schlüter) stemte for abortloven. Det fortjener et klart svar. Det har Videbæk ikke leveret.

Udgivet i Kommunikation, politik | 2 kommentarer

Joboland

Når man taler om branding sker der uvægerligt det at brandingbegrebet sættes under alvorlig kritik. Det sker fordi branding alene er et problematisk koncept. Det tilbagevendende argument imod en alt for enøjet satsning på branding er at der altså skal være noget at brande. Branding hjælper ikke hvis man har et meget dårligt produkt, for så vil produktet alligevel ikke kunne sælge særligt godt. Forbrugerne ér til fals for branding, men de er ikke dumme! Men som altid er der undtagelser, hvor de generelle regler ikke gælder. Og en undtagelse, når det kommer til branding og dårlige produkter er Joboland på Bornholm.

Grunden til at Joboland er en undtagelse er den simple at de har monopol (så dette gælder sikkert også for mange andre monopolvirksomheder). Hvis man er på Sjælland og ikke finder at Bonbonland leverer varen, så er der Sommerland Sjælland, Bakken, Tivoli, Københavns Zoo og sikkert mange flere forlystelses- og underholdningsparker at vælge imellem. Sådan er det ikke på Bornholm, hvor Tivoli er mindst tre timer og en dyr færge- og broforbindelse væk.

Det betyder at Joboland egentlig ikke behøver at brande sig, men det gør de altså alligevel, lidt, på en måde. Det er det der ligger i at de hedder Joboland og ikke længere Brændesgårdshaven. Men det er altså også alt hvad der ligger havens brandingindsats.

Hardcorefans af haven er arge modstandere af at den har skiftet navn fra Brændesgårdshaven til Joboland (med en maskot, der hedder Kalle Kvik (hvorfor ikke Jobo?)). Men skiftet er efter sigende sket, fordi polakker og tyskere ikke kan sige Brændesgårdshaven. De kan heller ikke sige Vestjylland, men derfor er der nu stadig mange tyske turister dér (jeg ved godt at tallet er på vej ned). De kan heller ikke sige Ringsted, men alligevel lykkedes det et tysk firma at få polske arbejdere til at lægge fibernet i det kvarter hvor jeg bor.

Alt ved det gamle

Det har overrasket mig at haven, til trods for flere nye aktiviteter siden mit 7-klassesbesøg, den vigtigste er et mindre (og meget populært vandland), grundlæggende ligner noget der ikke er blevet rørt ved siden da. Det er både positivt og negativt. Positivt fordi det bevarer havens præg som en hyggelig gammel have der hører til på Bornholm og som passer til det dejligt rolige tempo som præger éns ophold på øen. Og det er rigtigt dejligt. Det skal haven for alt i verden bevare, men for at bevare det, skal haven altså oppe sig. For med til at bevare hører en aktivitet som vedligeholdelse og det ser ikke ud til at være noget der tynger budgetterne i Brændesgårdshaven. Vi så det sidste sommer hvor vandlandet blev lukket pga. dårlig vedligeholdelse og vi har set det på hvert eneste besøg, hvor vi har kunnet se afskallet maling, reb på klatrebanen der ikke er blevet repareret, men omsluttet med en slags net og masser af steder hvor en hammer en skruetrækker eller lidt maling ville gøre underværker.

For mig at se er der ikke sket nogen reelle former for vedligeholdelse siden jeg gik i 7. Der er sket reparationer og lavet nødforanstaltninger, når tingene ér gået i stykker, men ingen løbende vedligeholdelse.

Se selv

I år tog jeg billeder for at dokumentere forfaldet. Jeg mener ikke at det er et problem at aktiviteterne er gamle eller ser gamle ud. Det er en del af charmen, men det er et problem, når man rent faktisk synes man kan høre træværket skrige Gori.

Mindesten for Havens grundlægger

Mindesten for Havens grundlægger

Brændesgårdshavens grundlægger fejres på behørig vis med en mindesten. Men det er ikke en grundlægger værdigt at minde ham med en sten der ligger i en lugtende svovlpøl.

Her hjælper ingen branding. Bonbonland er fire timer og 35 minutter væk. Nu er det ikke fordi man ikke kan finde ulækre steder i bonbonland. Det kan man da sikkert, men det ville hurtigt rygtes, hvis det generelt var tilfældet. Sådan tror jeg ikke det foregår i Joboland, for dér ved folk at der ikke er andre steder at gå hen. Og der er da en fin stor plæne omme bagved, hvor der ikke er ulækkert.

Men det helt store problem med Joboland er at svovlpølen ikke er det eneste ulækre sted og at det har være ulækkert de sidste i hvert fald fire-fem år. Prøv at se kavalkaden herunder og tænk så på om du helst vil skifte barnet på det våde gulv i Joboland eller i skifterummet med gratis bleer i Bonbonland.

For mig at se er dette pinligt for bornholmerne. De har en ø der i dansk sammenhæng er helt enestående. Bornholm har grebet om turisterne, når vi er der, fordi det ikke bare lige sådan er til at tage et andet sted hen. Dét brander Bornholm sig på. Men Joboland kan være med til at ødelægge det brand, for som haven fremstår nu, signalerer den en arrogant holdning til de turister der skal lægge penge i haven: “Kom bare med jeres penge, I har ikke andet valg!”

Det er ikke noget der dur i det lange løb. Og kan være med til at ødelægge oplevelsen, når man er på Bornholm. Jeg har lige boet på et rigtigt godt hotel med trådløst internet og lækker morgenbuffet. Det fås ikke meget bedre eller anderledes i andre dele af landet. Men det gør forlystelsesparkerne.

Udgivet i Branding, Kommunikation | Tagget , | 1 kommentar

Mere om Michael og Bjarne

Livet i cykelsporten er interessant. Nu er det kommet frem at de testmetoder der findes for EPO ikke er gode nok og at det derfor ikke er til at stole på testresultaterne. Det sætter sagerne om dopingafsløringer og tilståelser i relief.

Det var mig der gjorde det

I mange kriminalfilm er der en lille forhutlet person som tilstår alle de mord og ugerninger han kan komme i nærheden af. Dem kom jeg til at tænke på sidste år da Bjarne Riis tilstod brug af doping. For én ting er en tilståelse, men for at blive dømt, skal der altså være beviser. Med andre ord, man kan ikke bare komme og påstå at man har begået en forbrydelse. Det skal bevises.

Prøv at være med på tanken: Riis mærkede presset og indså at for at bevare sin troværdighed måtte han indrømme dopingbrug. Men han havde ikke brugt doping og hvad gør man så? Man lyver da! Dermed er Riis’ dopingbrug ikke reelt, men en kommunikationsrelevant konstruktion der gav spalteplads og tv-sekunder. Ikke bare da tilståelsen faldt, men også nu, lige op til Tour de France.

Det var ham der gjorde det

Sidste år førte Michael Rasmussen Tour de France og havde en rigtigt god chance for at vinde. Men han blev sendt hjem af sit hold. Jeg har tidligere skrevet om dette. Rasmussen er aktuel nu igen, fordi han har fået karantæne og fordi han har fået erstatning. Det som er interessant i relation til Riis, er at Rasmussen ikke er dømt for at have dopet sig, men for ikke at have været til rådighed for test. Det der står tilbage er dermed at hver Riis, der påstår at han har dopet sig eller Rasmussen, der er testet mere end de fleste, har bare én positiv dopingtest til at bevise deres skyld.

Kommunikation

Alt dette handler for mig at se om kommunikation. Riis tilstår, for det er det klogeste. Rabobank, der nu har en dommers ord for at de nok vidste (og sikkert var indblandet i) at Rasmussen snød, fyrede Rasmussen, fordi det kunne få dem til at fremstå troværdige. Med dommen er det så som så med troværdigheden. Og nu har selveste Lance Armstrong, tourkongen over dem alle, foreslået at såvel Rabobank som CSC-Saxobank skal smides ud. Armstrong har en klar pointe, nemlig at firmaet bag Tour de France ikke er konsekvent i deres politik ovf. hold med dopinsyndere på. Men mon han ikke også har en anden pointe, nemlig den at hvis han angriber, tænker folk mere på han sejre end hans mulige dopingbrug.

For lad os være ærlige om dette: Der er ingen grund til at tro at de cykelryttere der over de seneste 20-30 har kunnet gøre sig gældende i Tour de France ikke var dopede.

Derfor er kommunikation så vigtig en disciplin at mestre. Armstrong er en god kommunikatør, Rasmussen er elendig, men Riis er formidabel. Se bare her:

Interviewet i TV 2 af Line Baun Danielsen under Tour de France 1998:

»Jeg er aldrig blevet testet positiv«.

Interviewet uden for rytterbussen af Olav Skaaning Andersen på DR under Tour de France 1998:

»Jeg er 34 år, og jeg har kørt siden jeg var 7 år. Jeg har aldrig følt mig mere sund og rask end i øjeblikket. Så skal man fandeme ikke beskylde mig for det ene og det andet«.

Hvis du får spørgsmålet, om du er dopet, hvad svarer du så?

»Selvfølgelig er jeg ikke det«.

Interviewet i Schweiz af Tina Götsche til DR’s Profilen efter Basso-skandalen 2006:

Kan jeg få dig til at sige: “Jeg har aldrig været dopet?”

»Det kan du godt«.

Må jeg høre?

»Jeg har aldrig været dopet«.

(Taget fra http://politiken.dk/cykling/article312257.ece)

Og fra indrømmelsen d. 25. maj 2007:

Jeg har taget doping. Jeg har taget EPO

Jeg har selv købt det og indtaget det

… det er i sidste ende dig selv der skal tage ansvar. I sidste ende dig selv der som cykelrytter skal tage ansvar for at sige ja eller nej.

Jeg tror ikke det bliver meget bedre end det. Korte, klare sætninger. Han piver ikke, fortryder ikke og ser sig ikke tilbage. Det er som Anders Fogh Rasmussen, der siger at nu skal vi se fremad. Det er rasende god kommunikation.

Udgivet i Kommunikation, Sport | Skriv en kommentar

Mogens er død

Da jeg var dreng var jeg helt vild med olsenbanden. Det er jeg stdigvæk, men for et par år siden gik det op for mig at Egon Olsen ikke var den geniale forbryder jeg troede han var. For hvem er genial, når han eller hun samtidigt arbejder sammen med (mennesker han oven i købet selv siger er) hundehoveder og lusede amatører?

Det var ikke den type mennesker Niels Bohr og Einstein legede den lille kernefysiker med. De oplevede heller ikke det samme som da Peter fra Vojens (der altid kom forbi om sommeren), Jens Christian Murer og jeg selv vha. gær, vand og sukker komponerede en drik, der skulle have været vin, men ikke helt levede op til forventningerne hos de sammensvorne. Den berusende effekt udeblev helt og holdent, men visse andre af vinens kvaliteter, nemlig ondt i maven og opkastninger, havde vi stort helt til at reproducere.

Vi havde foretrukket det omvendt.

Begavet og anarkistisk

Den netop afdøde Mogens Glistrup mindes i disse dage som en begavet og anakistisk samfundsrevser som det gik galt for (se fx http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2008/07/02/den-begavede-systemstormer/, http://jp.dk/indland/article1383038.ece, http://www.information.dk/161633, http://avisen.dk/mogens-glistrup-er-doed_13442.aspx). De fleste kommentatorer beder os endda huske Glistrup for det gode og glemme det ikke så gode. Men jeg er bare ikke sikker på at det egentlig vil være i Glistrups ånd. At der i hans optik er noget der er godt og noget der er mindre godt. For Glistrup må hans synspunkter, hvor horrible de end forekommer andre, vel alle være netop det: Hans synspunkter. For mig at se kan vi ikke botanisere i Glistrups synspunkter, så nulskattetanker og kampen mod muhammedanerne hænger sammen. Glistrup var en pakke og det er pakken vi skal vurdere. Ellers ender vi som manden der havde fået nye tænder og blev spurgt om de var gode. “Jo,” svarede han. “Til at tygge med dur de ikke, men til at læse med er de helt vildt gode”.

Vi kan altid finde noget godt at sige om folk, hvis vi må plukke de synspunkter, vi er enige i. Men det må vi ikke.

Tilbage til start

Når Mogens Glistrup, som Egon Olsen, nok ikke, sin viden om skattepolitiken til trods, var et geni, skyldes det tre ting:

1) Han omgikkedes med folk hvis politiske begavelser satte dem i stand til at lave det politiske modsvar til vinen ovenfor. De fleste er da heller ikke at finde i politik mere. Jeg selv fortsatte heller ikke som vinbonde.

2) Han røg i fængsel for sine skattetransaktioner. Han var altså ikke så god som han troede.

3) Han parti blev først en succes da det smed ham ud og skiftede navn.

Glistrup lever

Én ting der er sikkert om Mogens Glistrup er at det sidste ord i sagaen om Mogens Glistrup ikke er sagt endnu. Få mennesker kunne som han få folks sind i kog. Der findes passionerede fortalere for hans synspunkter og som grundlæggende mene at han havde ret i alt. Der er dem der mener at der er den tidlige og den sene Glistrup. Og så er der dem der mener at han fik ret i noget, men at samtiden hverken ville eller kunne se at han havde visse pointer.  Til sidst er der dem der mener at han ikke havde ret i noget. Alle dem kan vi se boltre sig på bloggerne rundt omkring. Det er det rene kaos.

Og dét er i Glistrups ånd.

Udgivet i politik | Skriv en kommentar